I en sag ved retten i Roskilde skulle retten tage stilling til, om AB 18 kunne anses for at være aftalt mellem en entreprenør og en underentreprenør, selvom det fremsendte kontraktudkast hverken var underskrevet, dateret, indeholdt en kontraktsum eller henviste til et tilbud eller sagens udbudsmateriale.
Sagen udsprang af en tvist mellem en underentreprenør og en hovedentreprenør vedrørende el-arbejder. Underentreprenøren krævede betaling for godt 580.000 kr., mens hovedentreprenøren gjorde gældende, at sagen skulle afvises, idet parterne havde aftalt AB 18. Hovedentreprenøren anførte til støtte herfor, at der var indgået en underentreprisekontrakt, hvori AB 18 udtrykkeligt var henvist til som en del af aftalegrundlaget. Det blev understreget, at kontrakten var sendt til underentreprenøren uden efterfølgende indsigelser.
Underentreprenøren bestred, at AB 18 var aftalt, og fremhævede, at der alene forelå et udateret og uunderskrevet kontraktudkast uden angivelse af arbejdsbeskrivelse, pris, tidsplan eller dagbod. Ifølge underentreprenøren måtte aftalen bedømmes efter almindelige civilretlige regler.
Retten lagde til grund, at underentreprenøren først havde fremsendt et overslag på arbejdet, og at hovedentreprenøren efterfølgende fremsendte et udkast til underentreprisekontrakt, hvoraf det fremgik, at AB 18 var en del af aftalegrundlaget.
Selvom kontrakten ikke var underskrevet jf. AB 18 § 6, stk. 1, fandt retten, at underentreprenørens påbegyndelse af arbejdet måtte anses for en accept af vilkårene. Retten henviste i den forbindelse til, at faktureringen skete på baggrund af en kontraktssum med særskilt afregning af ekstraarbejder.
Retten udtalte, at det forhold, at aftalens bestemmelse om anvendelse af AB 18 ikke var drøftet særskilt, ikke ændrede resultatet. Der blev lagt vægt på, at begge parter var erhvervsdrivende og professionelle i relation til entrepriseaftaler.
Retten fandt derfor, at AB 18 måtte anses for aftalt, og at tvisten skulle afgøres ved voldgift, jf. AB 18 § 69. Sagen blev herefter afvist.
Dommen fastslår, at selv et uunderskrevet kontraktudkast kan definere et aftalegrundlag, hvis arbejdet påbegyndes uden indsigelser fra underentreprenørens side.
