I en sag mellem en privat bygherre og en entreprenør var spørgsmålet, om der forelå mangler ved monteringen af ovenlysvinduer udført i 2020. Ved årsskiftet 2023/2024 konstaterede bygherre vandindtrængning ved vinduerne og krævede erstatning for udbedringsarbejder udført af en anden tømrervirksomhed.
Bygherre gjorde særligt gældende, at entreprenøren ikke havde fulgt monteringsvejledningen, og at vedkommende som følge af entreprenørens manglende tilbagevenden havde ladet arbejdet udføre af en anden entreprenør.
Entreprenøren afviste, at arbejdet var fejlmonteret, og entreprenøren fastholdt, at arbejdet var udført fagmæssigt korrekt, og at den konstaterede vandindtrængen ikke kunne relateres til vinduesmontagen. Entreprenøren gjorde også subsidiært gældende, at entreprenøren ikke havde fået mulighed for selv at afhjælpe, og at bygherre alene havde fremlagt ensidigt indhentede erklæringer.
Retten fandt, at bygherre ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå mangler ved entreprenørens arbejde. Der var hverken gennemført syn og skøn eller indhentet en sagkyndig erklæring under sagen, og de fremlagte erklæringer kunne ikke tillægges afgørende vægt. Hertil kom, at bygherre inden sagens anlæg allerede havde ladet en anden entreprenør udføre arbejde på ejendommen, hvilket umuliggjorde en præcis vurdering af årsagen til vandindtrængningen.
Entreprenøren blev derfor frifundet.
Dommen understreger, at bygherren bærer bevisbyrden i mangelsager. Ensidige erklæringer eller producentens vejledninger er ofte ikke tilstrækkelige til at løfte bygherrens bevisbyrde, der som hovedregel løftes ved syn og skøn eller ved en sagkyndig erklæring indhentet igennem retten.