I en sag ved byretten skulle retten tage stilling til, om en entreprenør havde krav på betaling for isoleringsarbejde udført som regningsarbejde, herunder om det fakturerede timeforbrug og øvrige poster kunne lægges til grund, eller om kravet oversteg, hvad der med rimelighed kunne kræves.
Sagen udsprang af en uenighed mellem en isoleringsvirksomhed og en bestillende virksomhed om betaling for arbejde udført i februar 2024 på en fabriksbygning. Arbejdet blev udført som regningsarbejde af to montører og omfattede isolering af rørføring. Efter arbejdets udførelse fremsendte entreprenøren en faktura, som omfattede et betydeligt antal arbejdstimer, transportudgifter samt tillæg for gennemført sikkerhedskursus. Den bestillende virksomhed bestred kravet og gjorde gældende, at det fakturerede timeforbrug var for højt, at dele af arbejdet var udført af egne medarbejdere, samt at flere af de krævede poster ikke var aftalt eller rimelige.
Retten lagde til grund, at arbejdet var aftalt som regningsarbejde, og at det ikke var godtgjort, at der var aftalt en lavere timepris end den fakturerede.
Retten fandt endvidere, at det ikke var bevist, at parterne efterfølgende havde indgået en bindende aftale om en reduceret samlet pris, uanset at der var fremsendt en kreditnota.
Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at den bestillende virksomheds egne medarbejdere havde udført en del af arbejdet forud for entreprenørens indsats, og at entreprenørens arbejde herefter havde et afgrænset omfang. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var grundlag for betaling for sikkerhedskursus eller for et ekstra tidsforbrug som følge af forsinkelser, ligesom de krævede transportudgifter ikke blev tillagt nogen vægt.
På baggrund af en samlet vurdering, herunder den i sagen udarbejdede skønserklæring, fandt retten, at det fakturerede beløb væsentligt oversteg, hvad der med rimelighed kunne kræves for det udførte arbejde, således at det fakturerede krav fremstod ubilligt jf. købelovens § 5, hvorfor prisen for arbejdet blev nedsat til det af skønsmanden fastlagte.
Den bestillende virksomhed blev herefter frifundet for betalingskravet. Dommen illustrerer, at entreprenørers krav ved regningsarbejde er underlagt en rimelighedsvurdering, og at det påhviler entreprenøren at sandsynliggøre både timeforbrug og øvrige poster, når entreprenøren kræver betaling herfor.
Sagen viser også, at selv om der er aftalt regningsarbejde, kan en faktura tilsidesættes helt eller delvist, selvom tidsforbruget dokumenteres, hvis faktureringen ikke står i rimeligt forhold til det faktisk udførte arbejde.