I en sag ved Københavns Byret skulle der tages stilling til, om et kommunalt forsyningsselskab kunne kræve betaling for vandforbrug over en periode på mere end 10 år, selvom der aldrig havde været opsat en lovpligtig vandmåler på ejendommen.
Sagens kerne var, om forsyningsselskabet burde have vidst, at der på ejendommen blev forbrugt vand uden vandmåler, og om kravet derfor var helt eller delvist forældet – eller bortfaldet ved passivitet.
Ejeren havde i hele perioden løbende indberettet målerdata fra en måler i teknikrummet og betalt i den tro, at det dækkede både varme og vand. Først i 2020 opdagede forsyningsselskabet ved et rutinetilsyn, at der aldrig havde været installeret en vandmåler, og rejste herefter krav om betaling for et skønnet forbrug helt tilbage til 2010.
Forsyningsselskabet gjorde gældende, at det først i 2020 blev bekendt med den manglende måler, og at kravet derfor ikke kunne være forældet. Samtidig anførte man, at ejeren havde forsømt sin pligt til at få installationen færdigmeldt og måler opsat.
Retten fandt derimod, at selskabet allerede i 2015 burde have reageret. På dette tidspunkt havde ejeren telefonisk reklameret over manglende varmt vand. Retten udtalte, at et forsyningsselskab med monopol i en sådan situation har pligt til at reagere og oplyse forbrugeren om, at der ikke er registreret en måler:
”Når et forsyningsselskab med forsyningsmonopol får en henvendelse fra en ejendomsejer, der reklamerer over forsyningen […] får selskabet en forpligtelse til at oplyse forbrugeren om, at der ikke er registreret en måler på hans ejendom.”
Dommen fastslog, at forældelsesfristen derfor skulle regnes fra 2015, og at kravet for den forudgående periode måtte anses for bortfaldet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.
Forsyningsselskabet anmodede Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for landsretten med henvisning til, at sagen var principiel og kunne få store konsekvenser. Procesbevillingsnævnet afslog anmodningen.