I en sag ved retten i Glostrup skulle retten tage stilling til, om en entreprenørs faktura udstedt ved regningsarbejde måtte anses for at være en slutfaktura, samt om hovedentreprenøren derfor kunne foretage fradrag for påståede mangler i form af færdiggørelsesomkostninger efter ophævelse af entreprisen.
Sagen udsprang af en uenighed mellem en entreprenør og en hovedentreprenør om færdiggørelsen af malerarbejde udført i 2022 på en privat ejendom. Arbejdet var udført som regningsarbejde efter medgået tid og materialer, og der var ikke aftalt et bestemt tidspunkt for slutafregning. Efter fakturering opstod der mellem parterne uenighed om kvaliteten og færdiggørelsen af arbejdet, og hovedentreprenøren gjorde gældende, at fakturaen måtte anses som slutafregning, og at der derfor kunne foretages fradrag for mangler og færdiggørelsesomkostninger ved rekvirering af tredjemand til udførelse heraf efter gennemført stadeopgørelse. Det var hovedentreprenørens opfattelse, at fakturaen ikke kunne betegnes som en aconto faktura, idet dette ikke var angivet på fakturaen.
Retten fandt, at der ikke forelå en udtrykkelig aftale om, at den fremsendte faktura skulle være en slutfaktura, og at entreprenøren derfor havde krav på betaling for det faktisk udførte arbejde på baggrund af den fremsendte faktura.
Den efterfølgende korrespondance ændrede ikke herved, og entreprenørens e-mail om, at ”minimum 80 % af arbejdet er udført” samt et forslag om at ”lukke sagen” ved betaling af 80% af fakturaen, blev anset som et led i forligsdrøftelserne og ikke som udtryk for, at afregningen var endelig.
Retten lagde til grund, at arbejdet i det væsentlige var udført håndværksmæssigt korrekt – men dog ikke færdiggjort. Retten bemærkede i øvrigt, at idet hovedentreprenøren havde ophævet entreprisen uden at give entreprenøren en reel mulighed for at afhjælpe manglerne, kunne der i øvrigt ikke foretages fradrag svarende til skønnede færdiggørelsesomkostninger.
Entreprenøren fik herefter medhold i sit fakturakrav, der var beregnet efter medgået tid og materialer. Dommen tydeliggør, at vurderingen af om en faktura kan anses for en slutfaktura, afhænger af en konkret vurdering af aftalegrundlaget og parternes berettigede forventninger hertil, herunder om der rent faktisk er anført ”slutfaktura” på fakturaen.
En faktura kan kun betragtes som endelig afregning, hvis der foreligger en klar aftale herom eller omstændigheder, der giver modparten rimelig grund til at anse afregningen som afsluttet.