Skip to content Skip to footer

Malermester havde ret til at fakturere tid for kørsel og der skulle ikke ske fradrag for færdiggørelsesomkostninger

I en sag ved Retten i Roskilde skulle der tages stilling til, om en malermester havde krav på betaling for udført malerarbejde, selvom der ikke forelå et skriftligt tilbud, og selvom en privat bygherrerne gjorde gældende, at arbejdet var mangelfuldt og overfaktureret.

Derudover skulle retten tage stilling til, om malermesteren havde krav på beregning af tidsforbrug vedrørende kørsel til og fra arbejdsstedet, der kunne dokumenteres ved hjælp af GPS. 

Parterne havde indgået en mundtlig aftale om arbejdets omfang, men der var ikke aftalt en skriftlig entreprisesum. Efter uenighed mellem parterne blev arbejdet standset, hvorefter malermesteren fakturerede bygherren for det udførte arbejde samt kørslen forbundet hermed. 

Et centralt spørgsmål i sagen var, om der forelå en aftalt fast pris, hvilket retten vurderede, at bygherren ikke havde løftet bevisbyrden for. 

Retten fandt derfor, at der var tale om regningsarbejde. Det betød, at bygherrerne skulle betale det beløb, malermesteren krævede, medmindre beløbet måtte anses for urimeligt.

Den sagkyndige havde vurderet, at en rimelig pris for det udførte arbejde udgjorde en lille del mindre end det fakturerede, men retten vurderede dog, at arbejdet ikke kan anses som ubilligt faktureret. 

Bygherrerne gjorde også gældende, at der skulle ske fradrag for udgifter til mangler og/eller færdiggørelse. Retten lagde imidlertid vægt på, at den sagkyndige i sin afhjemling havde forklaret, at det udførte malerarbejde var håndværksmæssigt korrekt, og at de anslåede udgifter til mangler rettelig vedrørte færdiggørelsesomkostninger, der således ikke skulle fradrages den fakturerede sum.