Skønsmandens habilitet
Østre Landsret har i en nyere kendelse taget stilling til spørgsmålet om, hvornår en skønsmand kan anses for inhabil som følge af kontakt til én af sagens parter. Kendelsen præciserer, at direkte kontakt til én af parterne ikke i sig selv medfører skønsmandens inhabilitet.
Sagens faktum
Efter retsplejelovens § 343 er det muligt med rettens hjælp at iværksætte en isoleret bevisoptagelse med henblik på at fastslå fx omfanget af mulige mangler, inden et eventuelt krav rejses i en efterfølgende retssag. Den konkrete sag vedrørte netop en isoleret bevisoptagelse, hvor retten på anmodning fra vores klient udmeldte en skønsmand til at undersøge tekniske forhold ved en bil, som klienten havde købt hos modparten, en bilforhandler.
Under sagens forløb viste det sig, at det for at besvare et spørgsmål om funktionaliteten af bilens Mechatronic-enhed var nødvendigt at foretage visse udbedringer af fejl i bilens øvrige styreenheder. Skønsmanden blev derfor i et supplerende skønstema anmodet om at foretage de nødvendige udbedringer. Modparten fandt spørgsmålet overflødigt, men modsatte sig ikke, at det blev stillet, og skønstemaet blev herefter godkendt af retten.
Udbedringerne blev foretaget på et værksted ejet af skønsmanden. Forud for arbejdet havde skønsmanden på eget initiativ ringet til vores kontor med et enkelt spørgsmål om, hvordan han skulle gå frem i forhold til skønstemaet. Han fik alene det svar, at han skulle følge det skønstema, retten havde godkendt, hvorefter samtalen sluttede.
Modparten gjorde efterfølgende gældende, at skønsmanden var inhabil, at skønserklæringerne skulle udgå af sagen, og at der skulle udmeldes en ny skønsmand. Indsigelsen var dels baseret på, at skønsmanden havde haft ensidig dialog med vores klients advokat og derved skulle have bragt sig i et afhængighedsforhold til den ene part, dels på, at skønsmanden over for retten alene havde betegnet værkstedet som “relateret” til ham — og ikke, at han var ejer heraf.
Byrettens kendelse
Retten i Næstved fandt ved kendelse af 10. februar 2025 ikke grundlag for at betvivle skønsmandens upartiskhed. Retten lagde vægt på, at afhjælpningen var en forudsætning for besvarelsen af det supplerende skønstema, som begge parter havde godkendt.
Den omstændighed, at afhjælpningen blev foretaget på et værksted relateret til skønsmanden, men ikke udført af skønsmanden selv, ændrede ikke vurderingen — og det gjorde skønsmandens telefoniske henvendelse til vores kontor forud for afhjælpningen heller ikke. Byretten fastslog derfor, at skønsmanden ikke var inhabil, og at skønserklæringerne ikke skulle udgå af sagen.
Østre Landsrets kendelse
Modparten fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære kendelsen til Østre Landsret.
Landsretten udtalte, at skønsmanden med den af retten godkendte formulering af det supplerende skønstema, som modparten ikke havde modsat sig, var blevet anmodet om at foretage den fornødne afhjælpning, og at skønsmanden således havde handlet ud fra parternes anvisninger.
Hverken det forhold, at arbejdet blev udført på et værksted ejet af skønsmanden, eller at skønsmanden selv rettede en kort telefonisk henvendelse til vores klients advokat, der alene henviste ham til at gå frem som foreskrevet i det supplerende skønstema, kunne efter landsrettens opfattelse føre til, at skønsmanden blev anset for inhabil.
Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens kendelse om, at skønsmanden ikke var inhabil. Ved en yderligere kendelse af 5. august 2025 (BS-33160/2025-OLR) fastslog Østre Landsret i forlængelse heraf, at skønserklæringerne heller ikke skal udgå af den efterfølgende retssag mellem parterne.
Kendelsens betydning
En skønsmands upartiskhed er grundstenen i den sagkyndige bevisførelse for retten. Ensidig kommunikation mellem én part og skønsmanden uden den anden parts mellemkomst har i den forbindelse et særligt fokus, fordi der ved sådan kommunikation kan være en risiko for, at skønsmandens upartiskhed påvirkes med den følge, at skønsmanden bliver inhabil.
Kendelsen bekræfter den generelle linje i retspraksis, hvorefter inhabilitet sædvanligvis indtræder, hvis en skønsmand under varetagelsen af sit hverv behandler sagens parter på væsentligt forskellig vis. Ensidig kontakt medfører dermed ikke automatisk inhabilitet — det afgørende er, om der foreligger konkrete og væsentlige omstændigheder, som kan skabe begrundet tvivl om skønsmandens fuldstændige upartiskhed. Grænsen er dog fortsat hårfin, og kontakt med skønsmanden bør som klart udgangspunkt altid ske skriftligt via retten eller med kopi til modparten.
I den konkrete sag havde skønsmanden alene fået at vide, at han skulle gå frem som skitseret i det supplerende skønstema, som parterne var enige om, og som retten havde godkendt. Skønsmandens adfærd udgjorde dermed ikke en sådan forskelsbehandling af parterne, at inhabilitet forelå — og sagen viser samtidig, at en habilitetsindsigelse fra modparten kan afvises, når processen omkring skønstemaet har “kørt helt efter bogen”.
Har du spørgsmål om syn og skøn og skønstemaer i rets- og voldgiftssager, er du velkommen til at kontakte Stæhr & Stæhr.